
Velkommen
Her på bloggen kan du følge med i hvilke grafiske projekter jeg arbejder med for tiden. I menuen øverst kan du finde et udvalg af mine designs indenfor bl.a. websites, logoer og illustrationer.

Velkommen
Her på bloggen kan du følge med i hvilke grafiske projekter jeg arbejder med for tiden. I menuen øverst kan du finde et udvalg af mine designs indenfor bl.a. websites, logoer og illustrationer.


December 2024
UCL // Transkribering
Goodtape's overbevisende A.I. drevne transkriberingsværktøj er nu lavet i en UCL udgave, som jeg har været med til at designe interfacet til. Det kan indtil videre benyttes af UCL's ansatte, men vil på sigt også blive tilgængeligt for studerende.


November 2024
1.000.000 afspilninger på en uge!
Nogle gange rammer man algoritmen og denne video ramte den i en grad jeg ikke har oplevet før. Efter at have posted videoen på Instagram havde den på en uge fået over 1 million afspilninger og i skrivende stund er den på vej mod det dobbelte. Men hvorfor lige dén video? Hvad gjorde den så speciel? Det er en video, der viser et simpelt trick, hvor et lille glas juice på magisk vis kan fylde et stort glas. Men der er en twist, for det store juiceglas viser sig at være noget helt andet. Se en YouTube version af videoen ovenfor. Du kan finde den originale video på min Instagram, hvor du også kan se en video om hvordan jeg lavede den.



Oktober 2024
Riedl & Co // Kampagnevideoer
Jeg blev for nylig kontaktet af Rådgivningsvirksomheden Riedl & Co, som gerne vil have mere opmærksomhed på bl.a. LinkedIn. De havde set sig lune på min Dead End film, hvor jeg går på line over en storby. Med lidt redigering fik jeg det ændret til at handle om at finde balancen på socialområdet. Derudover optog jeg og redigerede en video mere, der satte fokus på dilemmaer i forbindelse med at træffe valg på socialområdet. Her optog jeg først min hånd sætte en kop under en kaffemaskine, der var slukket, og herefter animerede jeg et display ind med dilemmaer og kaffevalg. Se filmene ovenfor.


September 2024
JaxTrix // Location Jump 360
Jeg har været ude og teste det nye Insta 360 X4 kamera og det har nogle fede features. Bl.a. kan man i det medfølgende software lave flydende overgange mellem frø- og fugleperspektiv, så det skulle jeg lige prøve af i denne video. Kameraet er placeret på en stang, som jeg skyder ud på 4 forskellige locations. Efterfølgende har jeg lavet en ny optagelse af min hånd og animeret den ind over det glitchpunkt, hvor jeg holder stangen i optagelserne.




August 2024
LokalBolig // kampagnevideoer
Her er 3 kampagnevideoer jeg har filmet og redigeret for LokalBolig. Hver video er lavet i 3 versioner til hver af LokalBoligs afdelinger og her ses eksempler på hvert koncept. Videoerne er optaget med min telefon på stativ og redigeret i Adobe After Effects.


Juli 2024
5x5 Vlog // 360 match cutting
Instagram VFX guruen Kevin Parry har udfordret sine følgere til lave en ugentlig Vlog under konceptet "5x5", som går ud på at optage 5 sekunder fra sin hverdag mandag til fredag. Jeg har deltaget de sidste 4-5 uger og har fået over 10.000 visninger på få dage for nogle af de videoer Kevin har delt på sin kanal. Denne er optaget med 360 kamera og redigeret i Adobe After Effects.

Juni 2024
NFHC24 // Best Poster Award
Det er nu lykkedes for 2. gang at vinde prisen for Best Poster til Nordic Conference in Family Health and Care. Denne gang med projektet FamilyTime, som belyser udfordringer med bl.a. ensomhed, der kan opstår for patienter i dialyse. Mit bidrag til plakaten var primært illustrationen, som skulle skabe blikfang og give en visuel formidling af projektet. Illustrationen er skabt i ProCreate.

Maj 2024
Aksel Dinesen // YouTube sketches
Jeg lavede for nylig en kort sketch film med visuelle effekter sammen med min søn. Nu har vi gjort det igen og denne gang stikker det helt af med flyvende skateboards, tidsrejser og dinosauere. Her kan du se begge videoer, som er optaget med min mobiltelefon og redigeret i Adobe After Effects.


April 2024
Muehlhan Wind Service // Joining kampagne
Her er en animationsfilm jeg lavede for nylig i samarbejde med Muehlhan Wind Service til medarbejdere, der joiner deres team på LinkedIn. Animationsfilmen er lavet i Adobe After Effects.


Marts 2024
JaxTrix // Dead End
En dag da jeg var på legepladsen med ungerne, kom jeg til at tænke på om man mon kunne kameratracke jorden under et tov og udskifte den med en anden baggrund. Det kom der denne lille film ud af, hvor jeg går på line højt oppe over en by. Men højst usædvanligt slutter linen midt i luften. Dog skulle vise sig at være et lidt tidskrævende projekt, da baggrunden flere steder manuelt skulle fjernes med håndtegnede masker i After Effects. Men resultatet blev meget sjovt.

Februar 2024
SU·PER·SON // Unspoken
En ny sang er kommet til verden og er blevet indspillet. Den handler om alt det vigtige man nogle gange glemmer at sige til hinanden og er en uptempo rockbasker, der vil få dig til at vippe med foden. Desuden er nummeret med på repertoiret, når jeg sammen med mit nye band, senere på året har planer om at spille koncert. Giv nummeret en lytter og lad mig høre hvad du synes. God fornøjelse.


Januar 2024
JaxTrix // Magisk LEGO figur
Jeg lavede sidste år et trickforsøg, hvor en LEGO minifigur skulle transformeres om til en stor version. Det lykkedes ikke så godt, som jeg havde håbet, så det har siden ligget i baghovedet, at det skulle lykkes på et senere tidspunkt. Det synes jeg det gjorde denne gang. Filmen er optaget med min telefon på et stativ, hvor en stor og en lille LEGO figur er placeret, så de syner ens i perspektiv. Efterfølgende er optagelsen redigeret, så det ser ud, som om samme figur skifter størrelse.
